
Sådan tager du årets bedste julebilleder
Decembers magi kan sagtens fanges i de fineste billeder. Med de rette kameraindstillinger og årstidens lys (eller mangel på samme) kan du tage fine, sjove og kreative julebilleder, der efterfølgende kan bruges i julekort og julegaver.
Tip 1: Tag billeder udendørs
I julen fyldes gader og stræder med julelys, og netop disse fine julelys er alletiders at bruge i sit portræt. Fordi lysene netop ikke kan flyttes, er de en perfekt anledning til at være kreativ med komposition og vinkler. Brug refleksionen fra gadelys i et butiksvindue sammen med lyset, der allerede er i vinduet til at lave en atmosfærisk stemning. Kombiner med et objektiv med stor blænde for at lave et virkelig stilfuldt billede.
Tip: Gå gerne rundt om din model og tag billeder for at få lyset med fra alle sider.
Tip 2: Brug lang lukketid
Lang lukketid er muligvis ikke den første ting, du forbinder med et portrætbillede, men det er sjovt at eksperimentere med og det kan give nogle spændende billeder. Den nemmeste måde at bruge det på er at få modellen til at stå helt stille, mens du løber rundt med et lys for at "male lyset". Du kan også tage det et skridt videre og bruge lommelygter på samme tid for at få modellen i fokus.
Tip 3: Dobbelteksponering
Dobbelteksponering er en smart måde at krydre sit portrætbillede på. Og helt enkelt betyder det, at to billeder samles i et, hvor du ser dem begge. Mange kameraer har denne funktion indbygget, men det er også muligt at fikse det efterfølgende i fx Photoshop. På YouTube finder du masser af videoer om, hvordan man gør det - og rent faktisk behøver du ikke begrænse dig til to billeder.
Tip 4: Lav et koncept til årets familiejulekort
Vil du gerne tage et julebillede, som kan bruges til årets personlige julekort? Find på et sjovt, sødt, anderledes koncept til julebilledet, så det overrasker, når modtageren får det. Det kan fx være at konceptet skal sige lidt om jeres familie eller humor. Det er kun din fantasi, der sætter grænsen.
Inspiration til koncepter:
- Tag et billede af hele familien i kiksede julesweatre
- Genskab et gammelt familiebillede
- Brug forskellige juleaccessoires som hårbøjler med rensdyrhorn
- Klæd hele familien ud som nisser
Tip 5: Vær kreativ med lyskæder
Lyskæder kan meget andet end at pynte på juletræet. Vikl fx din lyskæde rundt om din model og tag nogle kreative portrætter. Har du flere lyskæder, er det bare at bruge dem i for- og baggrund også. Hvis du bruger et objektiv med stor blænde, vil det give en fantastisk flot bokeh-effekt, hvor lysene der ikke er i fokus, bliver lysende kugler i baggrunden og forgrunden. Bland gerne farvede stearinlys med hvide stearinlys for at få større dybde i effekten.