
12 smukke steder at fotografere i Norge
Norge er et land med fantastisk natur og ikoniske bybilleder, perfekt til fotografering. Vores rejserute tager dig fra syd til nord og inkluderer nogle af de smukkeste steder i landet. Vi starter rejsen i hovedstaden og slutter blandt de dramatiske landskaber i nord.
Langs ruten finder vi et væld af fantastiske fotomuligheder, så tag kameraet med og opdag alle de smukke fotosteder, du må omkring - og som selvfølgelig skal med i din feriefotobog!
1. Operaen i Oslo
Rejsen starter i Oslo, Norges hovedstad. Operaen, med sit karakteristiske skrånende tag, der giver udsigt over Oslofjorden, er et moderne arkitektonisk mesterværk og et fantastisk sted at starte din fotografiske rejse.
Tip: Besøg monumentet under solnedgang for at fange de smukke farver, som reflekteres i fjorden. Test forskellige perspektiver og vinkler at tage billeder fra; her er der mange muligheder for kreative billeder.
Fra fjeld til fjord - til fotobog!
2. Lindesnes fyr
Fra Oslo går turen sydvest til Lindesnes, hvor Norges ældste fyrtårn, Lindesnes Fyr, står majestætisk ved kysten. Dette er Norges sydligste punkt på fastlandet og byder på storslåede fotomuligheder med sit dramatiske kystlandskab og historiske fyrtårn.
Tip: Aktivér hjælpelinjer i dit kamera, og husk på det gyldne snit, når du fotograferer fyret. Brug gerne et stativ og lang lukkertid, så havet og skyerne bliver bløde og slørede. Tag også turen op i fyrtårnet for en fantastisk udsigt.
3. Fargegaten og Sverd i fjell, Stavanger
Næste stop er Stavanger, kendt for sin farverige gade, Fargegaten, som er et livligt og farverigt sted til gadefotografering. Nogle kilometer derfra ligger monumentet Sverd i fjell, tre enorme sværd, der symboliserer slaget ved Hafrsfjord og samlingen af Norge. Dette historiske sted giver fantastiske muligheder for dramatiske billeder.
Tip: Brug frøperspektiv (hold kameraet nede ved jorden og vinkel det opad) og vidvinkel for at skabe et imponerende billede. Du kan få den samme effekt med mobilkameraet, hvis du vender mobilen på hovedet og holder den lavt.
4. Bryggen, Bergen
Videre går turen til Bergen, hvor Bryggen med sine historiske hanseatiske bygninger er et UNESCO-verdensarvssted. Havnebebyggelsen er et af de mest kendte byområder fra middelalderen (1300-tallet) i Norge. De farverige træhuse langs havnen er et must for alle fotografer og giver fantastiske motiver, især ved solopgang eller solnedgang. Bryggen er desuden fyldt med små butikker, håndværk og caféer.
Tip: Brug refleksioner i vandpytter eller fjorden, når du fotograferer den historiske Bryggen.
Tager du de fleste billeder med et mobilkamera? Få vores bedste tips til mobilbilleder.
5. Trolltunga
Fra Bergen tager vi turen til Trolltunga, en af de mest ikoniske klippeformationer i Norge. Denne udfordrende tur belønner dig med en spektakulær udsigt over Ringedalsvatnet, og billedet af den svævende klippeformation er en klassiker i enhver fotografportefølje. Gør god research, før du begiver dig ud på turen til Trolltunga, da det er en krævende og lang tur.
Tip: Gå lidt op i terrænet for virkelig at fange klippeformationen i al dens pragt.
6. Stryn
Videre rejser vi til Stryn, kendt for sine fantastiske blå søer og floder. Det klare, turkise vand i Loen og Oldevatnet er perfekte til naturfotografering. Stryns søer og floder spejler de omkringliggende bjerge og skaber en rolig og fredelig atmosfære, som skaber imponerende billeder.
Tip: Brug en kontrastfarve mod det turkise vand for at skabe et interessant billede.
Læs også vores artikel om 5 fototips til fantastiske sommerbilleder.
7. Geiranger
Fra Stryn fortsætter rejsen til Geiranger, hvor Geirangerfjorden, der også er på UNESCOs verdensarvsliste, byder på nogle af de mest ikoniske fjordbilleder i verden. Udsigtspunkterne Flydalsjuvet og Ørnesvingen giver spektakulære billeder af fjorden, som er helt unikke.
Tip: Brug en høj blændeåbning for at få alle detaljerne med i dybden.
8. Romsdalseggen
Fra Geiranger bevæger vi os nordpå til Romsdalen, hvor du kan tage den spektakulære vandretur over Romsdalseggen. Du starter i Vengedalen i Isfjorden og ender i Åndalsnes, Norges Tinde-hovedstad. Hvis du er træt i benene efter turen, kan du tage gondolen ned, da det sidste stykke er meget stejlt.
Tip: Tag vidvinkelbilleder og få dramatiske og utrolige billeder af landskabet. Undervejs ser du mange forskellige udsigter og fantastisk smukke motiver.
9. Ålesund
Rejsen fortsætter til Ålesund, kendt for sin jugendstil-arkitektur. Fjellstua udsigtspunkt giver en panoramaudsigt over byen og de omkringliggende øer, som er specielt smuk ved solnedgang. Her kan du vandre gennem gaderne og finde flotte fotomotiver, hvor hav møder by.
Tip: Tag turen op til udsigtspunktet ved solnedgang for ekstra smukke billeder.
10. Atlanterhavsvejen
Atlanterhavsvejen, en af verdens smukkeste vejstrækninger, forbinder øer med dramatiske broer og giver uforglemmelige billeder af det norske kystlandskab. Er du (u)heldig med vejret, kan du få meget dramatiske bølgebilleder, hvor bølgerne slår op efter broerne.
Tip: Rejser du med drone, kan du tage nogle spektakulære billeder her.
11. Bakklandet, Trondheim
Derefter går turen til Trondheim, hvor den historiske bydel Bakklandet med sine charmerende træhuse og brostensbelagte gader er perfekt til at fange byens sjæl. Den Gamle Bybro og udsigten over Nidelva giver fantastiske fotomuligheder.
Tip: Tag smukke billeder ved at bruge refleksioner i floden og symmetri i gaderne og over Den Gamle Bybro.
12. Lofoten
Til sidst når vi Lofoten, et af Norges mest fotogene områder. De dramatiske bjerge, der rejser sig direkte op fra havet, de maleriske fiskerlandsbyer som Reine og Henningsvær, samt midnatssolen om sommeren, giver spektakulære fotomuligheder.
Tip: Vend dit kamera 90 grader til siden og brug panoramafunktionen for at inkludere alt fra fjord til fjeld i billedet.
Rigtig god tur!
Denne rejserute tager dig igennem nogle af de mest fantastiske steder, Norge har at byde på, fra arkitektoniske perler i byerne til dramatiske naturformationer og idylliske landskaber. Sørg for at have kameraet klar – Norge vil ikke skuffe dig!